Nyheden er fra Fredensborg FH78
Seneste nyt fra Dansk Håndbold forbund.
Turneringen for sæson 2019/2020 er afsluttet
Et enigt håndboldforbund har fredag besluttet, at turneringen for alle rækker med undtagelse af senior liga og senior 1. division er slut.
Da regeringen onsdag meldte ud, at idrætsaktiviteter burde suspenderes for de kommende 14 dage, traf et samlet Dansk Håndbold Forbund hurtigt beslutningen om at indstille alle kampe frem til onsdag d. 25. marts.
Efterfølgende har Dansk Håndbold Forbund og de tre distriktsforbund – Håndbold Region Øst, Fyns Håndbold Forbund og Jydsk Håndbold Forbund – som administrerer turneringen for 2. division og nedefter, i enighed besluttet, at turneringen for alle rækker fra og med 2. division er afsluttet for sæsonen 2019/2020. Dette gælder fra onsdag d. 11. marts 2020 klokken 23.59.
Beslutningen medfører også, at alle børne- og ungdomskampe aflyses, U17 liga og U19 liga stopper, og ungdoms-DM aflyses.
Op- og nedrykning Den vidtrækkende beslutning har naturligvis betydning for op- og nedrykning. I denne sæson vil der derfor kun være direkte op og nedrykning, hvilket betyder, at der ikke afvikles kvalkampe. Dette gælder naturligvis ikke liga og 1. division, der fortsat fastholder, at sæsonen er sat på pause og dermed afventer situationen.
Beslutningen betyder også, at der ikke stilles hold til kvalkampe om oprykning fra 2. division til 1. division, og at de hold i 1. division, der ender sæsonen med at skulle have spillet kvalkampe, forbliver i 1. division.
De lokale forbunds- og kredskontorer vil træffe beslutning om, hvordan der skal fyldes op i rækkerne ved ledige pladser. De vil herefter kunne svare på spørgsmål om op- og nedrykning.
Følg myndighedernes anbefalinger I og med at al turnering er aflyst, henstiller Dansk Håndbold Forbund til, at man respekterer myndighedernes anbefalinger om ikke at dyrke indendørs idræt for en periode, der lige nu er fastsat til 14 dage fra på mandag. Vi har alle et ansvar for, at smitten ikke spredes, og dette bedes alle håndboldudøvere understøtte.
For mere information For yderligere information kan man kontakte de tre forbund på deres mail. I forhold til op- og nedrykning bedes man vente, til de enkelte kontorer melder noget ud.
- Fyns Håndbold Forbund: fhf@dhf.dk
- Håndbold Region Øst: hro@dhf.dk
- Jydsk Håndbold Forbund: jhf@dhf.dk
Man kan også kontakte Katrine Munch Bechgaard, kommunikationschef i Dansk Håndbold Forbund, kmb@dhf.dk, tlf. 61379896