Nyt fra Fredensborg i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Fredensborg er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Tyveri fra varebil, Kvistgård

Klokken 07.36 blev det anmeldt, at der imellem fredag klokken 15.00 og mandag klokken 07.15 var blevet stjålet værktøj fra tre varebiler, der havde holdt parkeret på Egeskovvej. Tyvene var kommet ind i varebilerne ved at skære hul i køretøjernes sidedøre.

 

Indbrud i lager, Gentofte

Klokken 08.25 blev det anmeldt, at der imellem søndag klokken 17.30 og mandag klokken 08.00 havde været indbrud i et lager på Brogårdsvej, hvorfra der var blevet stjålet en mindre mængde kontanter, ligesom der var blevet kastet rundt med madvarer, der havde ligget i lagerrummet.

 

Forsøg på tyveri fra varebil, Fredensborg

Klokken 09.23 blev det anmeldt, at der imellem fredag klokken 11.30 og mandag klokken 07.30 var blevet forsøgt brudt ind i en varebil, der havde holdt parkeret på Lillevangsvej ud for Båstrup. Der var boret og skåret flere huller i køretøjet, men der var ikke foretaget indstigning.

 

Brand, Charlottelund

Klokken 18.12 blev det anmeldt, at det brændte i to køkkener på to etager i en etageejendom på Prinsesse Alexandrines Vej. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor alle beboere midlertidigt blev evakueret, imens brandvæsnet arbejdede på stedet. Der skete umiddelbart ingen personskade.

Årsagen til branden var formentlig en elektrisk fejl i området, der skabte overgang i el-tilslutningen til to gaskomfurer.

 

Musik til ulempe, Allerød

Klokken 21.38 blev det anmeldt, at en flok unge mennesker havde forsamlet sig på en p-plads bag biblioteket, hvor de spillede høj musik og var højrøstede. En patrulje blev sendt til stedet, hvorefter der blevet skruet ned for volumen og intensiteten til festen.

 

Kørsel i frakendelsestiden, Hillerød

Klokken 21.40 blev en 27-årig mandlig bilist fra Frederiksværk standset og kontrolleret på Herredsvejen i krydset ved afkørsel 16 på Hillerød Motorvejen. Her viste det sig, at manden var frakendt retten til at køre bil og stadig befandt sig i frakendelsestiden, og han blev derfor sigtet for at sidde bag rattet alligevel.

 

Overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, Frederiksværk

Tirsdag klokken 00.10 indløb der flere anmeldelser om, at en mand råbte og opførte sig aggressivt på og nær Shell/7-Eleven. En patrulje blev sendt til stedet, hvor en mand i 40’erne fra Helsinge blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

 

Vold, Kgs. Lyngby

Tirsdag klokken 00.23 blev det anmeldt, at en mand skulle have slået en 21-årig mand en enkelt gang i hovedet med flad hånd ved et borde-bænke-sæt foran Kampsax-kollegiet efter en kort ordudveksling imellem de to, ligesom manden også skulle have stødt sit hoved ind i hovedet på en 22-årig mand, der også befandt sig på stedet.

En patrulje blev sendt til området, hvor en 41-årig mand fra Gentofte blev anholdt og sigtet for vold.

 

Vold, Kgs. Lyngby

Klokken 02.03 anmeldte en 52-årig mand fra Kgs. Lyngby, at han kort forinden havde været udsat for vold på Lyngby Hovedgade. Den 52-årige var cyklet forbi nogle unge mennesker, der ifølge anmelderen var i færd med at sparke til flere skraldespande, hvilket den 52-årige påtalte.

Ifølge anmelderen fik det den ene af de unge mennesker, en ung kvinde, til at løbe over til den 52-årige, hvor hun forsøgte at vælte ham af cyklen, ligesom hun skulle have slået ham to gange.

Den 52-årige smed cyklen fra sig og forsøgte at løbe fra stedet, men en ung mand på stedet løb ham op og tildelte ham ifølge anmeldelsen flere slag og spark.

Kvinden, der er 17 år gammel og fra Kgs. Lyngby, bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Lyngby i dag klokken 13.00, sigtet for vold, mens manden, der er 15 år gammel og fra Kgs. Lyngby, er sigtet for vold, men løsladt efter endt afhøring. De relevante voksne samt de relevante myndigheder er blevet involveret i sagen.

Den 52-årige havde umiddelbart synlige, men lette skader. Nordsjællands Politi har ikke yderligere oplysninger om den 52-åriges tilstand.
Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi