Engagerede frivillige har netop stiftet Børns Voksenvenner Nordsjælland, der giver børn med et spinkelt voksennetværk muligheden for et trygt voksenvenskab.
I maj tog Mette Verner Terkelsen og Morten Jansen de første skridt mod at skabe en ny lokalforening af Børns Voksenvenner i Nordsjælland. De ønskede at give flere børn mulighed for nærvær og stærke voksenrelationer, og deres engagement har allerede båret frugt. På en grå onsdag i oktober blev foreningen Børns Voksenvenner Nordsjælland officielt stiftet ved en generalforsamling i Frivilligcenter Fredensborg.
Fem motiverede og spændte frivillige trådte ind i bestyrelsen og er nu klar til at tage arbejdshandskerne på, så venskaber mellem frivillige voksne og børn, der savner en ekstra voksen eller rollemodel, kan blive en realitet i lokalområdet.
Bestyrelsen består nu af
- Mette Verner Terkelsen (forperson)
 - Bryan Karlqvist (næstforperson)
 - Morten Jansen (kasserer)
 - Carsten Spangsberg
 - Lone Duval Birk
 
”Børns Voksenvenner har en helt særlig sag, hvor venskab, nærvær og tillid er i fokus,” fortæller forperson Mette Verner Terkelsen, der selv meldte sig som voksenven tidligere på året. Da hun opdagede, at der ikke fandtes en lokalforening i området, greb hun chancen for at være med til at starte en op.
Allerede i denne uge skal de første frivillige gennemføre foreningens uddannelse for venskabsmatchere, hvorefter de skal oplæres af sekretariatets ansatte eller af andre frivillige. Derefter åbner foreningen op for ansøgninger fra både børn, der ønsker en voksenven, og voksne, der gerne vil være det.
Lokalforeningen glæder sig til at kunne åbne op for ansøgningerne, og de første venskaber kan dannes, for som Mette Terkelsen siger: ”Det er det, det hele handler om: værdifulde venskaber der gør en forskel og skaber glæde.”
Hvem er Børns Voksenvenner?
Børns Voksenvenner er en landsdækkende frivillig forening med cirka 1250 frivillige, der deler en vision om at give børn flere tætte og trygge voksenrelationer, som giver dem mere selvtillid og mod på livet. Foreningen blev etableret i 1990 og har siden da skabt venskaber mellem børn, der savner en ekstra fortrolig voksen og rollemodel, og frivillige voksne med tid og lyst til at gøre en forskel for et barn. 
Hvad er en voksenven?
En voksenven er en frivillig ven, der har tid, lyst og overskud til at gøre en forskel og indgå i en ligeværdig og venskabelig relation med et barn, der af forskellige årsager mangler en ekstra voksen eller rollemodel i sit liv. 
Alle voksenvenner gennemgår en grundig godkendelsesproces med interviews og uddannelse, og de skal kunne vise ren straffe- og børneattest. Venskaberne dannes ud fra en grundig proces, hvor bl.a. geografi, interesser, personligheder m.m. tages i betragtning, så sandsynligheden for de mest værdifulde venskab er størst.
Det første år støttes og følges venskaberne tæt af venskabsmatchere fra foreningen.