Der skal solceller op på flere af kommunens egne bygninger. Det skal ske gennem et nyt selskab, som kommunen ejer via Fredensborg Forsyning
Byrådet har allerede prioriteret penge til at installere solceller på kommunens egne bygninger, så der kan produceres mere vedvarende energi. Ved at etablere et selskab til formålet gennem Fredensborg Forsyning, bliver det endeligt muligt for kommunen at sætte nye anlæg op og dermed fremme den grønne omstilling.
”Det er vigtigt, at vi øger den lokale produktion af vedvarende energi på en effektiv måde. Jeg er derfor glad for, at vi nu har besluttet at oprette anpartsselskabet, Fredensborg VE ApS, der har til opgave at etablere og drive solcelleanlæg på og ved kommunens bygninger”, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen, og fortsætter:
”Vi har allerede kortlagt, hvilke tage der er velegnede til solceller. Dermed kan vi hurtigt gå i gang med at udpege de første, mest relevante tage. Derudover er det naturligvis oplagt, at vi i forbindelse med fremtidige renoveringer af tage mv. benytter lejligheden til samtidig at installere solceller, så vi så at sige slår to fluer med ét smæk.
Med den nuværende lovgivning og prisniveauer forventer vi, at den lokale produktion af vedvarende energi også vil være en økonomisk fordel for kommunen. Det skyldes, at kommunen ikke skal betale nettariffer for den strøm, vi selv producerer, og at solcelleanlæg – som elpriserne er i dag – typisk har en kort tilbagebetalingstid”, slutter borgmesteren.
Byrådet besluttede mandag aften at etablere anpartsselskabet, Fredensborg VE ApS (FVE), som et datterselskab til Fredensborg Forsyning Holding A/S. Konkret oprettes selskabet af Fredensborg Kommune, hvorefter det overdrages til Fredensborg Forsyning Holding A/S med tilknyttet aktieombytning. Fredensborg Forsynings direktør udnævnes som direktør for FVE.