Nordsjællands Politi: Seneste nyt fra Fredensborg - mandag den 19. april

Kilde: Nordsjællands Politi
Profilbillede
Michael Juul Sørensen

Fredensborg er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Kvinde bortvist fra Fakta

Gentofte: En 49-årig kvinde fra Gentofte blev søndag morgen klokken 08.15 bortvist fra Fakta på Vangede Bygade, da hun havde en truende adfærd i forretningen. Personalet i butikken havde selv forsøgt at få kvinden til at forlade stedet, men da det ikke var lykkedes, blev politiet kontaktet og en patrulje sendt ud for at få kvinden ud.

Alufælge stjålet

Frederikssund: Mellem fredag aften og søndag formiddag klokken 10.00 er der stjålet alufælge fra tre biler, som stod ved Volkswagen på Holmensvej. Gerningsmændene har løftet bilerne op ved hjælp donkrafte og paller.

Mænd kom op at toppes

Helsingør: To mænd, en 41-årig fra Helsingør og en 35-årig med ukendt adresse, var søndag eftermiddag klokken 12.42 kommet op at toppes på Allegade. En patrulje kørte til stedet, og fik skilt de to mænd, som i øvrigt var venner – når de ikke lige var oppe at toppes – ad, hvorefter mændene blev sendt i hver sin retning fra stedet.

Fødselsdagsforsamling anmeldt

Allerød: Søndag eftermiddag klokken 13.05 fik politiet en anmeldelse fra en borger, som mente, at der var for mange personer forsamlet til en børnefødselsdag ved en legeplads på Uglevang. Da en patrulje kom til stedet, var der imidlertid ikke flere personer end det tilladte.

Ild i stalddør

Fredensborg: Søndag eftermiddag klokken 15.09 kom en anmeldelse om, at der var brand på en gård på Kongevejen. Da politi og brandvæsen nåede frem, viste det sig, at der var ild i en dør ind til en staldbygningen. Alle dyr var kommet ud og branden blev hurtigt slukket. Ilden opstod i øvrigt, da der blev brugt en ukrudtsbrænder for tæt på staldbygningen.

Mand faldt ned fra træ

Skibby: En 34-årig mand fra Haslev faldt søndag eftermiddag klokken 15.17 godt fem meter ned fra et træ på Kløvertoften, da han var i færd med at beskære det. Manden havde en livline på og var ved bevidsthed efter faldet. Han blev kørt til hospitalet for at blive tjekket for eventuelle knoglebrud og øvrige skader.

 

Uro og uorden

Kokkedal: Klokken 17.15 blev det anmeldt fra Egedalsvænge, at en gruppe unge mænd havde taget ophold i en af boligområdets kældre, hvor de var mødtes for at hænge ud og ryge hash. Politiet blev sendt til stedet, men ved politiets ankomst, var kælderen igen mennesketom.

Hærværk

Hillerød: Klokken 18.29 blev det anmeldt, at en mand netop havde malet med lyserød spraymaling på skure, biler og skraldespande ved Strødam Mose, og at gerningspersonen formentlig stadig befandt sig i området. Politiet blev sendt til stedet, hvor den formodede gerningsperson, en 19-årig mand fra Hillerød, blev anholdt og sigtet for hærværket.

Færdselsuheld

Græsted: Klokken 18.33 skete der et færdselsuheld, da en politibil i udrykning på Møllebjergvej i retning fra Helsinge mod Græsted måtte undvige en personbil, hvorefter politibilen skred af vejbanen. Trods store materielle skader skete der ingen større personskade med politibetjentene i bilen.

Ild i ovn

Allerød: Klokken 19.37 blev det anmeldt fra en bolig på Skytteengen, at der var ild i en ovn, efter den havde kørt pyrolyseprogrammet. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, men ved myndighedernes ankomst havde beboerne selv fået slukket ilden.

Indbrud i skur

Frederikssund: Klokken 01.29 ringede en anmelder fra Jægerallé og fortalte, at hans hund netop havde vækket ham med sin gøen, hvilket havde fået anmelderen til at stå op og dernæst konstatere, at døren til boligens skur var brudt op. Anmelderen var usikker på, om der stadig var gerningspersoner på matriklen, men politiet blev alligevel sendt til adressen, hvor to mænd, en 23-årig mand med ukendt adresse samt en 31-årig mand fra Brøndby, blev truffet i skuret og dernæst anholdt og sigtet for indbrud. Den 31-årige blev desuden også sigtet for at være i besiddelse af en mindre mængde amfetamin, en kniv samt en peberspray.

 

Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi 16. - 19. april 2021

 

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Flere artikler